Jeg tester ruten på en overskyet dag med et par regndråber, men temperaturen siger 14 grader og vinden er svag.

Efter starten går turen gennem Ringe by og slutter på Bygmestervej, hvor den går gennem rundkørslen til Lumbjergevej og ikke som tidligere ad Østre Ringvej, hvor der er risiko for at holde for rødt ved lyskrydset.

Turen går ud af byen og forbi Ringe Statsfængsel og videre ud ad den nyplantede allé og forbi Boltinggård på venstre hånd.

Herfra går turen til Gestelev og videre til Vantinge, hvor vi drejer til højre forbi kirken. Turen foregår igen ad små veje, som bugter sig ud og ind, op og ned. Man kan virkelig nyde den midtfynske natur fuldt ud!

Vi nærmer os Nr. Lyndelse og slår til højre, ind på en dejlig bred cykelsti, som fører ruten gennem Årslev og halvdelen af turen er nu gennemført. Ud ad Årslev går turen igen på mindre veje og mindre skove. Turen bliver lidt hård, jeg taber lidt pusten, og jeg kan efterfølgende se på min cykelcomputer, at det næste lange stykke har en svag stigning. Det ser ikke ud af noget men mærkes lidt i benene.

Turen mod Tarup og videre mod Havndrup er meget smuk, og man får en fornemmelse af ro samt følelsen af at være lige midt i naturen.

Fra Havndrup går turen mod Måre også gennem en gammel allé og fra Måre mod Ravnholt gods og videre mod Ryslinge er også gennem en meget gammel allé. Når man lige kommer ud af Måre og får det første kig mod Ravnholt, kan man, hvis man er heldig, se et flere meter højt springvand fra parken på Ravnholt, tror jeg.

Vel ankommet til Ryslinge går turen videre til Ringe via en dejlig bred cykelsti. I Ringe slutter turen med at køre gennem byen med de brolagte sten og så til start/slutområdet. Temperaturen er nu 19 grader og kinderne er røde. Dejlig tur de har lavet i år!